Sider

lørdag den 18. juni 2011

LONG TIME NO HEAR

er vel den bedste tittel til dette indlæg, da det godt nok er lang tid siden jeg har fået skrevet lidt her på min blog. Jeg skal prøve om jeg kan komme her lidt oftere, så det også bliver mere sjovt for jer - hvis der er nogen der læser med - at følge mit hverdagsliv og hyggestrik.
Siden jeg var her sidst - helt tilbage i midten af marts - er der selvfølgelig sket en masse. Jeg har ikke billeder til meget af det - det er noget jeg skal blive meget bedre til - men vil da prøve at skrive om det uden det bliver alt for kedelig læsning :-)

I slutningen af marts var vi til familiesølvbryllup - på mandens side - og der skulle jeg optræde i MA´DAMMERNE for 1. gang for familien. Selvom vi nu har været aktive i MA´DAMMERNE i 4 år, her den 21.7, har jeg aldrig optrådt for familien. Så der var lige nogle sommerfugle i maven, der skulle tæmmes. Men det gik heldigvis godt og alle var glade og tilfredse.
I april blev min allerbedste veninde gennem hele mit liv KAREN 50 år - det var en helt vidunderlig dejlig fest. Det var en pigefrokost - selvom den varede til kl midnat - hvor Karen havde inviteret alle de piger hun har noget at gøre med i sit liv.
1. maj kom så endelig den dag, min yngste søn havde ventet på med længsel. Hans konfirmation. At se min lille søn stå der i sit konfirmationstøj - jakke, skjorte og bukser uden hængerøv - puha det var stort, han så bare så voksen ud. Han og vi havde en dejlig dag, med stort telt i haven, dejlige gæster, skøn mad og så selvfølgelig en masse vidunderlige gaver, mest penge men også nogle gode gaver som André blev rigtig glad for.

De smukke blomsterbuketter har mandens yngste datter Pernille på 16 år kreeret, de er bare så flotte og enkle. Jeg har desværre ikke det gen, der forstår sig på at lave blomsterbuketter og dekorationer, så det er dejligt, når man kan få hjælp. Jeg strikkede som tak for hjælpen blusen - det gen har jeg nemlig - fra Drops design. Billedet er ikke så godt, da det er taget fra computeren - altså venligst udlånt fra Drops hjemmeside.


I slutningen af maj havde vi vejloppemarkedet. Det var smadderhyggeligt, der kom desværre bare ikke så mange, som vi havde håbet på. Jeg fik da solgt noget, men det kunne bare ikke ses i mængden. Jeg donerede resterne - 8 flyttekasser, 3 poser tøj og sko - til værestedet Ilebjerg her i Gørlev, for de skulle ha´ loppemarked weekenden efter. Og jeg skulle ikke have det ind i huset igen, nu havde jeg jo endelig fået taget mig sammen og fået det sorteret ud.

Nu har jeg så travlt med at øve revy, vi skal nemlig spille i weekenden i uge 25. Så vi øver og øver og øver. Det er noget jeg glæder mig til hvert år - har været med i 10 år i år. Spændende, sjovt og dejlige mennesker.

Strikkeriet er også i fuld gang - jeg er ved at lave en stribet, romantisk sommertop. Modellen så jeg i en lækker kælder garnbutik i Odense for nogle år siden og blev helt vild med den. Den blev vist i Alt om håndarbejde Ingelise men i ensfarvet. Jeg mangler ca 8 cm på kraven så kan den ryge i vaskemaskinen. Tror jeg bliver glad for den her i sommer


 











Nu må I alle have en god weekend, jeg lover at det ikke tager så lang tid før jeg melder mig på bloggen igen.